23-årige Rasmus Rudbæk er rapper, medindehaver af Rå Records, eventlærling på Storms Pakhus og manden inde i Futte Fynbo, som er blevet vist flere end 160.000 gange på YouTube og streamet flere end 110.000 gange på Spotify.

Futte Fynbo er både en joke og et vigtigt skridt i Rasmus Rudbæks karriere.

”Det er jo bare noget fjolle-rap, vi lavede på tre-fire timer. Det er en festsang, man skal suge til sig og ikke overfortolke,” siger 23-årige Rasmus Rudbæk, som er i lære som eventkoordinator på Storms Pakhus, medindehaver af vinylpladeselskabet Rå Records og professionel DJ og rapper.

"Det er vildt, den er blevet så populær. Nogle bruge halve og hele år på at planlægge, producere og finpudse en video. Vi søgte på Facebook efter nogen, der havde en knallert, vi måtte låne, og nogen, det kunne danse jumpstyle. Og så gik vi i gang," siger Rasmus Rudbæk.

I november skrev og indspillede han sammen med et par venner den fiktive Futte Fynbos debutnummer 'Flad Ud Fynbo'. Men han lod den ligge på harddisken til en gang i foråret, inden han fik lavet en video, så den kunne releases i begyndelsen af juni.

Jeg er en hakket makker, hugger din matrone. Mødte hende på boogies, hun vil hjem med fynboen.

”Det er en kærlig karikatur af en fynbo og den dialekt, vi taler med. I min barndom lød 'mormor og morfar' jo nærmest som ét ord. Og vi er bare vilde med OB, Boogies, Harske Hubbi og nossebajere,” siger Rasmus Rudbæk, som har lavet nummeret sammen med Emil Oscar, Shahin Aakjær og Adam Svendsen.

Men selv om Futte Fynbo er satire, har den allerede hjulpet den 23-årige musiker og eventlærling.

Rasmus Rudbæk er som eventkoordinator-elev med til at planlægge og afvikle alle de events, som Storms Pakhus afholder.

”Musikbranchen vågner op, når du viser, du kan lave noget, som går viralt – uanset stil og indhold. Jeg har fået vildt mange henvendelser og kontakter fra folk i musik- og underholdningsbranchen de sidste par uger,” siger Rasmus Rudbæk, som allerede var godt på vej indenfor event- og musikverdenen, da Futte Fynbo kom til verden.

Mormor og morfar kommer fra Faaborg. “Få dig et job!” Futte siger “Hvorfor?”

”Jeg var 7-8 år gammel, da min far kom hjem med Eminems album 'The Eminem Show'. Siden har jeg altid haft en ambition om at blive rapper og være en del af musikbranchen,” siger Rasmus Rudbæk, som med tiden blev fascineret af danske grupper og solister som Bikstok Røgsystem, LOC og Jokeren - og selv begyndte at rappe som 16-årig.

Rasmus Rudbæk elsker at gå i orange tøj og afviser, at Futte Fynbos tøj i videoen til 'Flad Ud Fynbo' er en hilsen til hedengange Odense Assholes, som foretrak at optræde i orange. "Som med så meget andet i dén video, så var der ingen bagtanker med det orange tøj."

I dag underviser han i at rappe og skrive tekster gennem organisationen Rapolitics og optræder som DJ under navnet Jesus Kristus Lydsystem sammen med tre andre. De seneste år har han arrangeret over 50 rapkoncerter i Odense, og siden foråret har han været ansat som eventkoordinator-elev på Storms Pakhus.

Dunket i møllen, pumpet i pøllen. Kig forbi, der er Albani på køl.

”Der er gang i Odense i disse år. Der er efterhånden så mange unge i byen, at der hele tiden skyder små arrangementer og scener op. Derfor forstår jeg heller ikke dem, der hellere vil flytte til København,” siger Rasmus Rudbæk.

”Alt for mange brænder nallerne derovre. Så hellere blive her, tage kampen op og være med til at give byen kant,” siger Rasmus Rudbæk.