Selv om den kommende Glow-julefestival skaber nye arbejdspladser, svarende til i omegnen af 50 årsværk , får jule- og vinterattraktionen også brug for frivillige.

Det tidligere frølager på Fåborgvej får nyt liv i disse uger, når håndværkere bygger de forladte betonhaller om til et vinterland med underholdning og julemarked.

”Vi har virkeligt travlt. Vi bygger op og booker julemænd,” griner eventmanageren for Glow i Odense, Sanne Brigsted, som onsdag aften vil forsøge at rekruttere de først af op med 500 juleglade frivillige ved et stormøde.

Canadiske Glow Gardens har valgt Odense som sit europæiske brohoved med henblik på at kunne ekspandere de kommende år. Til at stå i spidsen for det arbejde har firmaet hyret den tidligere Brandts passagemanager og Tinderbox-salgschef Eva Pasgaard.

”Vi er stolte over, at vi skaber regulære arbejdspladser, svarende til 50 årsværk, både hos os selv og hos vores nærmeste samarbejdspartnere og leverandører. Men vi vil også gerne have borgerne i Odense og på resten af Fyn med som frivillige for at få Glow forankret lokalt - og for at kunne give noget tilbage til fynboerne,” siger Sanne Brigsted.

De kommende frivillige skal være villige til tage tre vagter á 4-5½ times varighed i løbet af de 32 dage fra 21. november til 4. januar, hvor Glow foregår. Som tak for hjælpen får de frivillige tøj, fortæring, fri adgang til Glow samt et par billetter, de kan give væk.

Glow råder over 6000 m2 i det tidligere Dæhnfeldt og Prodana Seeds-kæmpelager. Til november vil hallen bag Sanne Brigsted være en del af det store vinterland.

”Samtidig håber vi da på, at de frivillige også får en fest ud af at være med herude,” siger Sanne Brigsted, som fortæller, at der har været stor interesse for at få en bod på julemarkedet eller en plads til en foodtruck ved indgangen.

”Vi har 28 boder, og af dem er der kun 4 ledige tilbage. Udenfor bliver der plads til 7 foodtrucks, som alle er booket,” siger Sanne Brigsted og fortæller, at boderne i julemarkedet  blandt andet kommer til at tilbyde sweaters, fotografering, kunsthåndværk, gaveartikler og uld.

Julemandens stol er allerede ankommet til Fåborgvej og venter på at blive pakket ud sammen med hundredevis af andre jule- og vinterdekorationer.

Selve Glow-universet kommer til at bestå af flere, store jule- og eventyrscenerier, oplyst af tusindvis af lyskæder og lysende installationer. Et sted vil Glow-toget køre rundt med besøgende, og et andet sted vil der være marked, scene og barområde.

”Alle sanser bliver aktiveret, og der kommer til at være underholdning på scenen hver dag enten med lokale bands, korsang, quiz eller børneunderholdning,” siger Sanne Brigsted, som oplyser, at det kommer til at koste 149 kroner at besøge Glow - og 119 kroner for et barn i aldersgruppen 3 til 12 år.

Eventmanager Sanne Brigsted har en fortid indenfor turisme- og netværksbranchen.

”Når billetten er betalt, er alt gratis, undtagen mad og drikke,” siger Sanne Brigsted fra vinter-eventen, som startede i 2017 i Canada, hvor der nu er syv såkaldte Glow Gardens. Derudover er der to i USA, mens den kommende Glow Garden på Fåborgvej er den første i Europa.

Glow Gardens i Canada har fra begyndelsen købt mange af sine dekorationer og lysinstallationer hos Odense-firmaet Dymak, der er specialiceret i dekorationer og præsentationsmaterialer til blomsterbranchen. Det var under en udstationering i Canada, at en medarbejder hos Dymak fik øjnene op for Glow Gardens, hvorefter han fik kontakt med ejerfamilien og faciliterede, at Glow nu kommer til Odense.