Bull, Burger Anarchy, Halifax, MASH, Chicago, Burger Shack, The Burger, Burger King og McDonald's. Mulighederne for at sætte tænderne i en moderniseret bøfsandwich er utallige i Odense, men hvorfor er bolle med bøf sagen?

Ifølge kok og tidligere restauratør på Falsled Kro, Per Hallundbæk, bunder burgerens popularitet i, at den er blevet forædlet til succes.

”Burgeren er blevet løftet op på et højere niveau. Den er gået fra at være et hurtigt og billigt måltid til at være en ret, som dygtige kokke forsøger at udvikle, både hvad angår kød og bolle,” siger Per Hallundbæk, som via sit Hallundbæk Food rådgiver blandt andet restauranterne i Storms Pakhus.

”Og så skal vi huske på, at burgeren bare smager godt, hvis den er tilberedt ordentligt. Der er masser af umami fra kød og fra ketchup, det sure og det søde fra syltede løg og agurker, og det fede fra dressinger og ost,” siger han.

Burgeren er en flugt

Forfatteren til bogen 'Kød', docent Jonatan Leer fra professionshøjskolen Absalon, kalder det paradoksalt, at danskerne er blevet så glade for burgere i en tid, hvor kritikken hagler ned over oksekødet.

”Når vi går ud og sviner os til med en burger, er det måske en flugt hjemme fra vores eget køkken, hvor vi hverken må belaste miljøet eller vores egne kroppe med hakket oksekød eller hvidt brød fra briocheboller,” siger madforskeren.

”I stedet går vi på burgerbar, hvor vi under kontrollerede former, nærmest som når hollænderne ryger hash i deres coffeeshops, indtager vores burger med fedtede fingre og med sovs i ansigtet,” siger Jonatan Leer.