I aften spiller de to engelske klubber Tottenham og Liverpool mod hinanden i finalen i Champions League. I den anledning skriver dagens klummeforfatter om glæden ved at holde med et fodboldhold.

Af Niklas Bøgh Bonnemose

22 mand, én bold og til sidst får tyskerne en pokal.

Sådan be- og afskrev mange fodbold, da jeg var dreng, mens andre boldfornægtere med et snu smil stillede det retoriske spørgsmål: ”Hvorfor får de ikke bare en bold hver?”

Selvom afsenderen af et retorisk spørgsmål per definition er lige så interesseret i et svar som italienske fodboldspillere er i fairplay, så vil jeg nu alligevel forsøge at besvare spørgsmålet. Og svaret bliver kort, kontant og så alligevel ret flagrende.

White soccer line
Foto: Sandro Schuh/Unsplash

For svaret er jo, at fodbold er ligegyldigt, hvis man gerne vil have det sådan. På samme måde som man kan afskrive regnbuer som et fuldstændigt simpelt og ubetydeligt fysisk fænomen - og decimere en forelskelse til ren kemi - kan man med et skuldertræk afskrive fodbold.

Kynisk set er det jo dybest set ligegyldigt, om en flok lyseblå eller en flok røde spillere vinder flest fodboldkampe, men det er netop her, pointen gemmer sig, for alle vi romantikere ser ikke kynisk på verden, vi søger de gode fortællinger, følelserne og fællesskabet.

Bjørnebryggen, jeg delte med min far, da Danmark med en stortudende Flemming Povlsen vandt EM i 1992, står stadig knivskarpt i min hukommelse. Det samme gør skuffelsen i min 12-årige krop, da Jan Vingård for 30 år siden sparkede det afgørende straffespark over mål og kostede B1913 chancen i Superligaen. Og jeg kan stadig mærke euforien på KickOff i Overgade, da Liverpool vendte tilbage fra 0-3 til en episk Champions League-triumf for 14 år siden.

Niklas Bøgh Bonnemose er journalist. Han arbejder som pressekonsulent hos Energinet og bor i Odense med sin familie.

Den triumf fejrede jeg blandt mange andre rødklædte med min gode kollega fra Perth i Australien. Med journalistens tilstræbte objektivitet som prisme kan jeg sagtens se, at det virker fjollet, at en fynbo og en australier bliver euforiske over en sejr til et engelsk fodboldhold.

Men hemmeligheden er, at fodbolden er vigtig, fordi vi skaber fællesskaber omkring den og investerer følelser i den. Som med alle de andre vigtige ting i livet - som med kunst, kogekunst og kærlighed, så åbenbarer skønheden sig først for alvor, når du selv er klar til at kaste dig helhjertet ind i oplevelsen. Du får, hvad du giver.

Som efternøler var jeg ofte alene afsted med mine forældre på sommerens magiske teltture til Spanien, og her opdagede jeg hurtigt, at en tur over på fodboldbanen var den nemmeste vej til at få legekammerater. Trods sprogbarrieren var de unge spaniere for eksempel meget interesserede i at kommunikere om Danmarks nylige 5-1-nederlag til Spanien.

Sådan har det fortsat lige siden, fodbolden har ført til mange gebrokne, men hjertelige samtaler over hele verden, den er en perfekt isbryder.

Skulle du som fodboldskeptiker have fået lyst til at træde ind i fodboldens magiske land, så er min klare anbefaling, at du starter helt analogt med at gå på stadion. Find en mere erfaren følgesvend, der kan hjælpe med tips og tricks, og begiv dig så afsted for at mærke stemningen, høre lydene og se spillet helt tæt på.

Falder mine ord til gengæld på klippegrund i dit fodboldskeptiske hjerte, så kan du jo bare købe et ordentligt parti fodbolde og dele ud af, så alle de der løbende tosser kan få en bold hver.