Hvor mange events lukker ned pga. coronarestriktionerne, åbner Aafarten op. Covid19 har nemlig fået Eva fra Odense Aafart til at tænke på helt nye events til hele familien.

Portvinsfestival i åen, Rosé festival på vandet, Vandcykelquiz, Gin ogTonic på Aafarten og familieskattejagten “Theodors Hemmelige Guldskat” til børnefamilier. Odense Aafart bobler med nye oplevelser. På lørdag står den på Mini Portvinsfestival i vandcykler. Men for små seks uger siden hærgede en sort coronasky henover Odense Aafart.

Aafartens Eva Pasgaard havde blot siddet halvanden måned i direktørstolen, da Danmark lukkede ned for at mindske smitterisikoen for coronavirus. En tvungen nedlukning uden økonomisk redningskrans, fordi den gamle Aafart blot er en virksomhed.

-  Når man mister to ud af seks måneders indtægt og kun må køre med halv kapacitet resten af året, så er man ude i noget, hvor man var i tvivl om, Aafarten overlever det her, fortæller Eva, der tænker tilbage på den 11. marts, hvor det meste af Danmark lukkede ned.

Men i stedet for at have bekymringsrynker over Aafartens fremtid, fik eventmageren sammen med kæresten og ejeren af Aafarten, Morten Skytte, idélampen til at gløde.

- Aafarten er et kæmpe ansvar. Det er jo en tradition og en kulturarv, som har eksisteret i Odense siden år 1882. Den skal bare ikke gå ned på min vagt, fastslår Eva.

Sammen med Morten fandt hun vandcyklerne frem, printede støtteplakater og lavede helt nye Aafartoplevelser for hele familien herunder en skattejagt til børnefamilierne.

Pippi Langstrømpe og det Corona-geniale fartøj

På lørdag holder Aafarten Danmarks første flydende portvinsfestival. I weekenden lavede de den første flydende roséfestival. Tidligere har Aafarten både lavet Gin og Tonic cruise og quiz i cykelbådene. Ifølge Eva har corona gjort Aafartens 21 røde vandcykler til et helt nyt venue for nye oplevelser.

-  Selvom man holder afstand med hinanden til Mini Portvinsfestivalen, er man en del af et event, hvor man kan skåle med hinanden. Man er tættere på naturen, idet bådene kan komme helt under trækronerne.  Alle sanserne er i brug, når du er i en vandcykel, fortæller hun.

Hvor Odense Aafart altid har været centreret omkring de tre store turbåde, har vandcyklerne været det eneste Aafarten har måtte sejle med pga. forsamlings- og afstandsforbuddet i forbindelse med Covid19.

-  Vandcyklerne har været vores redning, fordi vi ikke har været hundrede procent nedlukket.  De er totalt corona-geniale. Der er en meters afstand mellem alle fire sæder, og så holder cyklerne afstand til de andre både i åen, forklarer Eva, der fortæller, at Aafartens 21 vandcykler kan tilsammen kan give 84 personer en sejltur på Odense Aa.

Lørdagens Mini Portvinsfestival er en af de nye vandcykel- oplevelser, Covid19-perioden har skabt på Aafarten. En festival, hvor deltagerne får serveret fem forskellige portvine cyklerne. Idéen til samarbejdet med Portvinsfestivalen i Odense kom, da coronaskyen buldrede et tordenvarsel om manglende indtægter og mulig sæsonnedlukning.

Men én ting er at få idéen. En anden ting er at få idéerne til virkelighed.

-  Der er ret meget Pippi Langstrømpe over mig. Der er ikke meget af det, jeg laver, som jeg har prøvet før. Men vi er jo nødt til at udnytte vores sæson og bruge de kapaciteter, vi nu engang har, fortæller Eva.

Eva er ny direktør for Aafarten. Hun driver den sammen med kæresten og ejeren Morten Skytte. 

Efter at have arbejdet som marketingschef og solgt trailere for virksomheden Brenderup i Odense, blev Eva manager i Brandts Klædefabrik med ansvaret for afvikling og planlægning af events i Brandts-området. Herefter blev hun direktør for julemessen Glow og så har hun også lige været partner manager hos koncertarrangørerne Down The Drain Group, som er selskabet bag Northside i Aarhus, Tinderbox i Odense og Haven Festival i København samt koncertvirksomheden Beatbox Entertainment. Men når hun laver events på Odense Aa er det sammen med en unik partner – nemlig kæresten Morten Skytte.

-  Morten og jeg et team. Vi snakker utrolig meget sammen om Aafarten. Vi kan bare se eventet for os, når vi får en god idé, siger Eva.

En idé, som har ulmet længe er Aafartens nye familieoplevelse Theodors Hemmelig Guldskat. En skattejagt, som er Aafartens helt store satsning.

Skattejagt om Odenses fremtid

Theodors Hemmelige Guldskat er en skattejagt, hvor du skal rede Odenses fremtid sammen med din familie. På skattejagten sejler du med en turbåd ud Fruens Bøge. På sejlturen hører du fortællingen om Theodor og den hemmelige guldskat. En fortælling, hvor Odenses fremtid afhænger af et enkelt kodeord, som skal knækkes på sejlturen.

Eva og Morten fik ideen til skattejagten på en sommertur til Skagen. Hun synes, at Aafarten var blevet lige voksen nok. Der er musik, mad og alkohol. Men der er ikke nok til børnefamilierne. Efter ferien i Skagen og et par ture i forskellige Escape Rooms i Danmark blev idéen til virkelighed. Fortællingen blev skrevet og sejlturene blev planlagt

-  Det er Aafartens største satsning, fordi vi dedikerer én skiber og en båd til skattejagten, som gæsterne kan opleve 70 gange på en sommersæson, forklarer Eva.

På sejlturen stifter man bekendtskab med en kendt odenseaner - nemlig bryggeren Theodor Schiøtz, som byggede Albani-bryggerierne.

-  Theodor er en af de store personligheder i Odense, som vi gerne vil give lidt ekstra opmærksomhed. Han er en del af Aafartens identitet, fordi han har grundlagt vores Bøge.

Ifølge Eva er skattejagten mere end en sejltur og en god historie. Skattejagten handler om at være sammen som familie.

-  Vi har bevidst valgt, at koden i skattejagten ikke skal knækkes igennem en ipad eller en app. Vi har godt af at komme væk fra telefonerne. Derfor har vi valgt, at det hele skal være noget så analogt og gammeldags som en konvolut med opgaver, forklarer Eva.

Theodors Hemmelige Guldskat starter den 13. juni, hvor den første båd sejler ud på skattejagt. Derudover holder Aafarten Mini Portvinsfestival i vandcykler på lørdag. En minifestival, som en optakt til den store Portvinsfestival, som finder sted i efteråret.