Ifølge den faglige leder af Tekstilværkstedet trender brodering, fordi håndarbejdet både er kunst og medicin for hjernen. Sammen med odenseanerne broderer hun positive citater til byrummet, som skal bringe smilet frem i en trist coronatid.

Når Eva Holm laver graffiti, bytter hun spraymaledåserne ud med nål og tråd. Sammen med odenseanerne vil Eva sprede glæde i byen ved at brodere positive citater. Budskaber på farvestrålende stofrester, som hun hæfter fast på træerne i Farvergården.

- Selvom det meste af kulturen i Danmark er lukket ned pga. Covid19, så er vi her altså stadigvæk. Folk er stadigvæk kreative, og det vil vi gerne gøre opmærksom på, fortæller hun, mens hun finder et pastelgrønt stykke stof frem. På onsdag samler hun broderiinteresserede mennesker via. de sociale medier. Sammen sidder de hver for sig og broderer citater, der skal give forbipasserende et smil på vejen.

Ifølge den 53- årige håndarbejdslærer har broderi en særlig afslappende effekt. Derfor er håndarbejdet blevet utrolig populært. Med nålen i hånden kan du nemlig både være rebelsk og mediterende på samme tid.

Broderi som fordybelse

Med en pink tråd i nålen, bevæger Eva nålen igennem det pastelgrønne stof. Da nålen har løbet sin vej igennem stoffet, efterlader den ordet ”Karma”. Og det var netop et behov for god karma, der gav Eva ideen til graffitiprojektet. I en tid, hvor en sort sky af covid19 ramte landet med bekymringer om isolation og nedlukninger, er der simpelthen brug for et smil.

- Det hele blev så tungt og depressivt. VI har det jo godt, selvom vi står midt i en krise. Livet er jo stadigvæk fantastisk. Solen skinner. Vi kan stadigvæk få vand og drikke. For at komme ud med de positive budskaber, skal de broderes ud, så vi kan give smilet videre, fortæller Eva.

Eva oplever ofte, at mange unge kommer op på Tekstilværkstedet for at finde ro. 

Når man bladrer i livsstilsmagasiner som Alt For Damerne eller scroller en tur på Instagram er det tydeligt, at broderi har fået en renæssance - især hos den unge generation. Det er en trend, som ikke kun peaker i forbindelse med covid19, fortæller Eva.  

På Tekstilværkstedet i Odense oplever de nemlig, at flere unge finder broderiring og broderinål frem. Mange unge kommer forbi Tekstilværkstedet, fordi de er stressede i forhold til deres karriere eller uddannelse. De har derfor et behov for at lave noget med hænderne fremfor at læse i en bog. Her har brodering en særlig psykologisk effekt, mener Eva.

-  Når du syer samme sting hele tiden, finder du roen, fordi du fordyber dig. Din vejrtrækning og pulsslag sænker sig. Det er meditativt. Du sparer måske fire gange terapi ved at brodere fire puder, siger hun.

Roen ved broderi og håndarbejde oplevede Eva selv, da hun som lille boede lige ved siden af hendes farmor i Lindknud - tæt på Vejen.

-  Min farmor var det mest roligste og arbejdsomme menneske, jeg kender. Ordet stress fandtes simpelthen ikke dengang. Hun broderede hver dag udover, at hun arbejdede i marken og lavede mad til en kæmpe flok. Hver aften fandt hun ro i at brodere. Det er den fordybelse, som de unge savner i dag, forklarer Eva, der fortæller, at det netop var fordybelsen ved håndværket, som gjorde, at hun selv begyndte at brodere.

Selvom roen omkring nålen og tråden er den samme i dag, som den var for hundrede år siden, gør Eva broderi til streetart. Og her er det tilladt at vække opsigt.

Kunsten i skamferede klokkestrenge

På træet i Farvergården hænger en gammel falmet juledug. Midt på det røde stof er der broderet. ”If you can stay positiv in a negative situation you win”.

Ligesom graffitimalere af og til farvelægger ulovlige steder, må brodérnålen godt sy rebelske sting i mormors nikotingule klokkestrenge. Det er derfor også tilladt at klippe i gamle broderede bordløbere og pudder. Ifølge Eva skal man brodere for at skabe noget nyt. Hun ser derfor broderi som en kunstart fremfor et håndværk.

Første gang Eva klippede i et par gamle stramaj broderier, var det til en udstilling på Kulturmaskinen. En ældre dame kom forbi, da hun sad og broderede ovenpå et par gamle korssting, hun havde klippet i. Damen stivnede. Efter et par sekunder kom skideballen.

-  Hun kaldte det både skamfering og blasfemi. Ifølge hende havde jeg ødelagt en anden persons værk ved at klippe og brodere i det. Men de gamle broderier er jo at finde i genbrugen til fem- ti kroner. Der er ingen, der bruger det mere. Jeg giver det nyt liv, siger Eva, der fortæller, at broderi i dag har fået et ansigtsløft.

Hvor broderi tidligere var en mormorting med pæne motiver, religiøse citater mm. på ensfarvede klokkestrenge, puder, bordløbere og vægdekorationer, er det i dag en farveeksplosion på mønstrede tekstiler.

Derfor er broderi snare kunst end et håndværk, hvis du spørger Eva. En kunstart, hvor alle kan være med, så længe de har stof, nål og tråd. Her er det tilladt at brodere henover gamle broderiværker – faktisk opfordrer hun til det.

- Graffitien skal få Odense til at smile. Vi er en by, der godt tør noget. Der kan nemt komme for meget finkultur i byen, som er kultur for få mennesker. Her kan vi alle være med til at skabe kultur sammen, lyder det fra Eva, der fortæller, at graffitien er nem at pille ned.

I facebookbegivenheden ”Live: Broderi-graffiti – spred glæde i byen” på Studiebyen Odenses Facebookside lærer Eva dig at brodere citater. Det eneste du skal bruge er nål, tråd (garn/broderitråd), saks, et stykke stof (gerne et gammelt broderiværk) og et positivt citat, du gerne vil brodere. Citatet kan du frit hænge op i Farvergården, så det kan sprede glæde i byen.