Mens Maria Andersen læste erhvervsjura på SDU, arbejdede hun på bar'sushi. Da studiet var færdigt, blev hun hængende. I dag ejer og driver hun både Den Lille Smalle i Vestergade og Nouvelle i Pogestræde.

”Vi skal blive bedre til at turde prøve noget nyt, når vi går ud. Det vil kun klæde Odense med nogle flere små, unikke steder med karakter, hvor man som gæst kan få noget andet end den traditionelle cafémad, som man ser så mange steder i byen,” siger 37-årige Maria Andersen.

I fire år har hun ejet og drevet kaffebaren Den Lille Smalle i Vestergade, og for halvandet år siden åbnede hun også morgenmads- og frokostrestauranten Nouvelle i Pogestræde.

”I stedet for at gå og brokke mig over, at der ikke var et godt morgenmadssted i byen – i hvert fald efter min mening - så måtte jeg jo gøre noget ved det. Så da jeg i 2015 fik muligheden for at åbne Den Lille Smalle, slog jeg til. Og senere kom så Nouvelle. Jeg er både handlekraftig og opdraget til selv at tage et ansvar, hvis jeg gerne vil have noget gjort,” siger den mad- og indretningsinteresserede Maria Andersen.

”Med Nouvelle synes jeg, vi har skabt et spisested, som er helt sit eget. Inspirationen til indretningen kommer mange steder fra; alt fra cafeerne i Paris til den mere moderne art deco-stil. Men vigtigst var det at lave et hyggeligt sted med et lidt anderledes udtryk i forhold til, hvad man ellers ser i byen,” siger hun.

Begge Maria Andersens cafeer og spisesteder lukker sidst på eftermiddagen. Om hun en dag åbner en klassisk aftenrestaurant, vil hun ikke afvise, men foreløbig har hun nok at se til.

”Maden står vores to faglærte kokke for. Vi lægger stor vægt på kvalitet og ikke mindst at lave tingene selv. Derfor bager vi for eksempel også selv vores brød,” siger Maria Andersen, der oprindeligt er fra København, men flyttede til Odense i 2006 for at læse erhvervsjura.

”Mens jeg læste, fik jeg studiejob på bar'sushi, hvor jeg til sidst var daglig leder. Undervejs kom jeg til at holde af restaurationsbranchen. Her sker altid noget nyt, og i mødet med kunden er der kontant afregning,” siger Maria Andersen, som fortsatte med at arbejde på bar'sushi og Goma, efter at hun blev færdig som cand. merc. jur.

Hun ville skabe sig en karriere som erhvervsjurist, men sushi-mad, restaurationsbranchen og drømmen om at drive sine egne spisesteder kom i vejen.

”Jeg fandt ud af, at jeg ikke vil sidde foran en computer på et advokatkontor resten af mit liv. Selv om restaurationsbranchen er hård, ikke mindst som selvstændig, så er den også fascinerende. Og så synes jeg, at vi har noget på hjerte, som vi gerne vil bidrage med. Derfor er jeg blevet og har åbnet mine egne steder,” siger iværksætteren, som måske har mod på flere kulinariske initiativer.

”Jeg kan ikke afvise, jeg en dag åbner en restaurant, der også har åbent om aftenen. Ideer er der masser af, men foreløbig er der rigeligt at se til. Det handler også om at være lidt realistisk. Jeg udlever en drøm som selvstændig, selvom den bestemt ikke altid er rosenrød. Men når man ser gæsterne gå glade ud af døren og ikke mindst vende tilbage igen, så er det hele det hårde arbejde værd,” siger Maria Andersen.