Der var folkemusik med linjer som 'It's better to feel pain, than nothing at all', da de amerikanske romantikere i The Lumineers viste, hvordan en violin skal spilles.

Jeg er tabt for ord. Koncerten med det amerikanske folk-band efterlader mig mundlam. Jeg sidder med en følelse, jeg ikke har haft før. Jeg er tom, udmattet og kan ikke samle mine tanker. Oplevelsen har taget mig, og efterladt mig med et blødende hjerte.

Foto: Tinderbox/Morten Rygaard.

Jeg skulle egentlig have oplevet koncerten med et par venner. Jeg var, som sædvanlig, den første på pletten, og de andre var en smule forsinkede. Jeg stod og tjekkede min telefon - hvor blev de af?

Da bandet trådte ind på scenen, og lod deres toner fylde vores kroppe, besluttede jeg at se koncerten alene. Denne oplevelse ville jeg ikke dele. Jeg ville ikke have, at andres mening eller indtryk af koncerten skulle smitte af på min. Det her var noget, jeg skulle opleve for mig selv, gemme i mit hjerte og tage frem en dag om mange år, for at kigge tilbage på det med varme følelser.

Foto: Tinderbox/Morten Rygaard.

Forsangeren med den krøllede, røde, løvemanke; Wesley Schultz, fodrede publikum med billedsprog, følelser, hjertevarme og melankoli. Under det første nummer kom klumpen - den klump, som starter i maven, og langsomt formår at bevæge sig op i halsen, for til sidst at forløse sig i form af en million kuldegysninger ud i hele kroppen.

Musikken, der rummer så mange ting, har for længe siden sat sine spor i mig. Siden de udgav deres første album ‘’The Lumineers’’ i 2012, har jeg lyttet til deres musik. Sangene har fulgt mig gennem størstedelen af mine teenageår, været med mig, når lortet har brændt på, og alting faldt fra hinanden.

Foto: Tinderbox/Morten Rygaard.

For mig er deres musik noget, alle burde lytte til, om du så er den hårdeste træmand; Wesley Schultz tekster skal nok få pillet sig igennem den hårde facade - ligesom de har gjort ved min.

The Lumineers er grunden til, at jeg skriver. Det er grunden til, at jeg spiller musik, og det er grunden til, at jeg tør at elske. Igen og igen, selvom jeg til tider har brændt mig.

Foto: Tinderbox/Morten Rygaard.

Schultz lyrik beretter nemlig om lige netop dét; kærlighed på godt og ondt. Kærlighed til et andet menneske, helt ubetinget og råt. Så fint og rent, som det nu engang er. Hans lyrik handler også om stofmisbrug, selvhad, selvkærlighed, og om at finde sig selv, når man er sig allermest fortabt.

Den inderlighed og længsel, der i Wesley Schultz stemme, vidner om et liv, levet i følelserne. Alt er mærket, alt er rørt, og alt er pillet fra hinanden og sat sammen igen - denne gang til noget endnu smukkere. Ordene er vejet og nænsomt sat sammen til en smuk fortælling om livet, og alt hvad det indebærer.

Foto: Tinderbox/Morten Rygaard.

Nu når jeg sidder her og skriver om koncerten med The Lumineers, har jeg stadig svært ved at holde tårerne tilbage. Jeg lever stadig i koncerten, mærker stadig de mennesker, der stod og kyssede, dansede og sang med på melodierne. Jeg vil jeg nok gøre det indtil den dag, jeg skal opleve dem live igen.

Jeg føler, jeg burde sige tak, men et tak er ikke nok.