Tinderboxen er tømt. Tre dage med fest, glitter og god musik er slut.

Det er årets sidste dag - på Tinderbox.

Øllerne er skænket, humøret er højt, solen er gået ned, og i baggrunden spiller musikken højt. Bassen dunker i takt med hjerterytmen og kan mærkes i græsset under vores fødder.

Det vrimler med folk. Stående, siddende, talende og leende, drikker de deres små, dyre drinks. Øltankene rundt omkring i barerne er efterhånden tømt, og nu skal det sidste vrides ud af Tinderbox-kluden.

'Smutvejen' er en lille oase i oasen. Foto: Hans Kristian Hannibal- Bach.

Barerne er endnu fyldte, folk danser rundt på pladsen, som havde de taget ét eller andet sjovt. Jeg har, sammen med en veninde, bevæget mig op mod min yndlingsscene; Teltscenen.

Her skal 79-årige Giorgio Moroder give koncert. Det er 80’er techno-pop, der sætter de 40-åriges trætte fødder i gang. Det samme gør de i vores! Vi danser, sveder og klapper med på de friske beats.

Fest på Magic Box. Foto: Hans Kristian Hannibal- Bach.

Folk er glade, det har været en fantastisk festival med store, gode navne. Folk er tilfredse, trætte og mætte af festivalens mange indtryk.

Swedish House Mafia tænder som de sidste det store fyrtøj i Tusindårsskoven. Og slukker det igen med et gigantisk fyrværkeri. Nu er den sidste glød i Tinderbox 2019 gået ud.

Vi ses igen 25. juni 2020!

Smukke Tinderbox på festivalens sidste nat. Foto: Hans Kristian Hannibal- Bach.