Cirkus, teater og metalmusik møder hinanden i en dyster forestilling, når Cirkus Metal laver Danmarks første metalcirkus på fredag. En aften med 3 metalbands, klovne, ild og andre vanvittigheder.

På fredag fyrer Christian Jensen (30) og Dennis Flieβ (26) fra foreningen Cirkus Metal op for et metalbrag af en cirkusforestilling. I foreningen Cirkus Metal laver de Danmarks – måske verdens første metalcirkus med metalmusik og cirkusartister.

I teatersalen Fjordagerscenen skyder de metalcirkusset i gang med cirkusartister, metalbands, kunstblod og ild. En cirkusforestilling, som har givet genlyd udenfor Odense grænser. For udover at billetterne er revet væk af danskere såvel som tyskere og svenskere, så har Christian og Dennis fået henvendelser fra metalbands i Europa, der gerne vil komme at spille næste gang, cirkusset finder sted. Og næste gang bliver til foråret, hvor Cirkus Metal atter indtager Foragerscenen. Til Sommer banker de cirkusteltpløkkerne i jorden ved Ringe.

Uhyggelig klovn fra Als

-  En uhyggelig cirkusforestilling af den mørke side med candyfloss, popkorn og andre cirkusbarndomsminder. Det er ikke set før, tænkte Christian, da han fik en Facebook-besked fra vennen Morten, der havde en god idé. Morten kendte nemlig en mand, der havde et cirkustelt. Et telt, hvori man kunne lave en dyster cirkusforestilling med metalbands fra danske undergrund, uhyggelige klovne og vilde cirkusartister.

-  Mange metalbands bruger ofte klovne på deres pladecovers, i deres sceneshows, i musikvideoer mm, fordi de er skræmmende. Så det passer ret godt sammen, forklarer Dennis, der sammen med Christian er med i foreningen Metal Mekka, der arbejder for at styrke metalmusikken i Odense.

Sammen lavede de foreningen Cirkus Metal. Morten valgte dog at hoppe ud af projektet. Men resten af foreningen fortsatte. Igennem netværk fik de fat i en flok cirkusartister fra Sydfyn, en skuespiller fra horroreventarrangørerne DYSTOPIA samt en uhyggelig klovn fra Als.

Kort tid efter at Cirkus Metal gik i luften med cirkusbudskabet, fik arrangørerne flere tilbud fra metalbands og cirkusartister, der vil optræde til næste metalcirkusforestilling.

-  Vi har fået henvendelser fra metalbands i Tyskland, som gerne vil komme til Danmark. Det er vildt overvældende, da vi ikke engang har haft første forestilling endnu, lyder det fra Dennis.

Kunstblod og kærlighed

Mens klovne laver uhyggelige narrestreger og cirkusartister optræder, indtager tre danske metalbands Fjordagerscenen på fredag. Aftenen byder derfor på dødsmetal fra bandet The Tombless, odenseansk metalmusik fra gruppen Under The Blood Oak og musik bandet Defecate kalder jysk totalsmadder.

-  Vi er 100 % gået efter bands, der leverer et godt sceneshow, uanset om det så er kunstblod på scenen eller en fest med publikum, fortæller Christian.

Sammen vil Cirkus Metal berige Odense og Fyn med cirkusforestillinger, hvor teater og cirkus møder metaltoner. Et musikmiljø som ifølge de to arrangører er en kærlig familie fremfor en farlig oprører.

-  Metalmusik bringer folk sammen. Du kan møde den største langhårede og skæggede mand, som på lang afstand ser helt vildt farlig ud. Men når du kommer tæt på, får du et kærligt kram og en øl. Jeg kender mange, som har haft det svært socialt, som finder et fællesskab i metalmiljøet, fortæller Christian.

Derfor kan alle være medlem af Cirkus Metal. Det koster 300 kroner, som går ubeskåret til forestillingerne. Derudover får du medindflydelse på udviklingen af metalcirkusset.

Første forestilling finder sted på fredag på Fjordagerscenen på Strandvejen 58  i Seden. På aftenen er der taget højde for alle retningslinjer i forhold til Covid19. Fredagens forestilling er udsolgt. Men Cirkus Metal er allerede i gang med at planlægge en ny forestilling til foråret.