Sidste år kunne Daniel Møller ikke bære, at det københavnske musikkoncept 'Bas Under Buen' skulle lukke i Odense, så han lavede 'Bas Under Byens Bro'. På lørdag dunker det igen løs fra klokken 15 til 23 med Garage, G-house, Dubstep, Reggae, Dub, Grime, Trap og Drum & Bass under den bulede pylon.

”Odense trænger til et los i røven, og denne gang skal vi ramme den rigtigt,” siger 25-årige Daniel Møller, som håber, at et arrangement som 'Bas Under Byens Bro' kan være med til at sætte gang i Odenses elektroniske musikscene.

”I Odense er der mange private forfester og mange etablerede diskoteker og klubber. Men der mangler et ordentligt EDM-miljø, hvor man kan høre den musik, som både undergrunden og de mest nytænkende DJ's og producenter laver,” siger Daniel Møller.

Han producerer selv musik under navnet Dieko, og har i flere år rumsteret rundt i det danske musikmiljø med sit eget label, Thrillbeats, og som support-DJ, assistent og medhjælper for kunstnere som Pharfar, Jøden og Johnny Hefty.

”Da 'Bas Under Buen' sidste år sagde farvel til Odense, spurgte jeg, om det var i orden, at vi lavede et lokalt initiativ med et andet navn. Det var heldigvis helt OK,” siger Daniel Møller som fik hjælp fra Albani, Odense Kommune og Posten.

MC Black Daniels til 'Bas Under Byens Bro' 2018. Foto: PR/MGMedia.

”I år er Generator også kommet med, og jeg tror på, vi får en rigtig fed fest op at stå på lørdag,” siger Daniel Møller, som arrangerer 'Bas Under Byens Bro' sammen med eventmageren Amin Safari, musikproducenten Rasmus Rudbæk og Tine Nyland fra Generator.

'Bas Under Buen' blev første gang afholdt under Bispeengbuen på Frederiksberg i København i 2002 som en hyldest til al elektronisk musik, der har en tung bas. Siden har den fået afstikkere i Århus og i Odense, hvor der var 'Bas Under Buen' fra 2015 til 2017.

Daniel Møller ville ikke have, at 'Bas Under Buen' i Odense skulle dø, så med tilladelse fra folkene bag 'Bas Under Buen' i København fik han lov til at lave 'Bas Under Byens Bro' ved Posten i Odense.

”Jeg elsker en tung bas, uanset om det er i reggae, dub, bass-house eller urban. Sålænge publikum kan mærke den tunge bas, er jeg glad,” siger Daniel Møller, som i det hele taget elsker musik.

”Når jeg hører musik, dufter jeg med ørene.  Når jeg sidder med hørebøfferne på og producerer, er jeg nærmest lykkelig. Uanset hvor høj og voldsom, musik kan være, finder jeg roen. Musik kan vække minder og følelser som intet andet,” siger Daniel Møller, som selv skal spille på lørdag.

'Bas Under Byens Bro' er gratis og foregår fra klokken 15 til 23, hvorefter der er efterfest på Storms Pakhus. Aftenens Line-up: Nonsens, Lisa Fosmark, Dieko, Natasja Califano, Aliens In Denmark, Mass F, Anders Vincent/LHT Sound, Jesus Kristus Lydsystem og Dr. Love (Booyaka Spund System).