I de kommende uger slipper den odenseanske designer Christian Troels sin vilde hjerne løs i tv- programmet ”Danmarks Næste Klassiker”.

Christian er møbelsnedkerens svar på Georg Gearløs – altså opfinderen i Anders Ands Andeby.

Han laver stole med magnetiske hynder, balkonlignende sofaer med bakkeborde og runde opbevaringsmøbler af cirkler, der minder om hulahopringe.

Det kan du lige nu se i DR-programmet ”Danmarks Næste Klassiker”, hvor han vil skabe Danmarks næste møbelikon. I sidste uge vandt han 3. afsnit med sit runde opbevaringsmøbel.

Selvom Christian designer møbler i programmet, så har han i virkeligheden designet meget andet end møbler. Han har lavet Lego til piger, tegnet biler, opfundet lamper og meget mere.

Da Christian var barn, smed han instruktionsbogen fra legoæskerne væk for at kreere sit eget. I dag designer han møbler og lamper for store danske virksomheder. Ifølge den 36- årige designer er skabertrangen så stor, at hverken et tv- program eller en global pandemi kan dulme den.

Legodrengens designeventyr

Han savede, svejsede, skitserede og samlede, mens kameraerne rullede på Christians studie i Svendborg. Mens Danmarks Radio viste de første afsnit af ”Danmarks Næste Klassiker” i fjernsynet, konkurrerede Christian og de fire andre designere om at skabe et ikonisk møbel. Igennem seks programmer kreerer han alt fra stole og borde til lamper og opbevaringsmøbler.

Normalt tager det halvandet til to år at udvikle et møbel. Men i tv-programmet får designerne kun 3 uger til at designe og producere et vindermøbel.

Christian brugte derfor dage og nætter på at lave møbler. For at komme i mål var han endda nødt til at tage væk fra kæresten Lotte og børnene Sonja på 3 år og Hannibal på 1 år, som bor i Odense. Men hvorfor gør man det?  For Christian Troels er det at designe et eventyr. Ligesom ridderen løser en gåde og vinder prinsessen og det halve kongelige, så skal et designmøbel løse vores behov og vinde vores hjerter.

- Dem der skal bruge lampen eller møblet skal kunne identificere sig med det. Hver gang nogle vælger et produkt, jeg har lavet, så føler jeg, at de også kan se noget af dem selv i mig. Hvis du kan lide en lampe, jeg har lavet, så deler vi de samme værdier, lyder fra Christian.

Hvor helten i eventyret har et sværd som våben, bruger Christian sine hænder. Det er nemlig med dem, at magien sker. Sådan har det altid været.

- Min mission som designer er at skabe. Jeg er en dreng, der altid har bygget med legoklodser. Den glæde, jeg havde med at lege med legoklodser som barn, er holdt ved.  Nu er det i stedet jern, træ og andre materialer, som jeg arbejder med, fortæller Christian Troels, der har sit eget firma Christian Troels Product Design, hvor han designer møbler, lamper mm for designfirmaer som lampedesignvirksomheden Le Klint, møbeldesignvirksomheden DK3, Lego mm.

Skurken Corona og mundlukning af mor

Den evige skabertrang gjorde, at både kæresten og moderen mente, at Christian burde være med i tv- programmet ”Danmarks Næste Klassiker”. Men holdningen var en anden hos designeren.

- Jeg er ikke den mest opsøgende, når det kommer til sådan noget se-mig-noget. Men for at lukke munden på min mor og min kæreste valgte jeg alligevel at skrive en uformel mail til produktionsselskabet, forklarer han.

Mailen førte til, at han er med i tv- programmet, hvor han skal imponere dommere og danskere med sine møbler. Men med ethvert eventyr er en skurk. Skurken her hedder covid19.

- Den dag vi filmede afgørelsen i afsnit 1 lukkede Statsministeren Danmark ned, fortæller Christian.

Christian havde ellers timet familielivet efter tv-programmet.  Planen var, at kæresten Lotte skulle tage sig af børnene, fordi hun gik på barsel med lille Hannibal på 1 år. Men så kom covid19- pandemien og lavede, som Christian selv siger, lort i den. Udover at tv-produktionen lukkede ned sammen med hele landet, så måtte de stoppe med at filme i sommerferien, fordi medproducenterne af møblerne eks. leverandører af materialer holdte ferie. De mange pauser gjorde, at Lotte kom tilbage på arbejdet. Og pludselig skulle Christian være børnehenter, familiefar, møbeldesigner og tv-stjerne på samme tid.

- Ved et af møblerne ender jeg med at være væk fra familien i 10 dage. Jeg arbejdede jeg dag og nat for at kunne nå det, lyder det fra designeren, der fortæller, at han byggede møblerne hos kammeraten Kristoffer Seidenfaden, der har et modelværksted på en gammel herregård i flækken Knabstrup på Sjælland.

Det er ikke første gang, at Christian tager nætterne i brug, når han er på et designeventyr. I nattens mulm og mørke lavede han sin ansøgningsopgave til Designskolen i Kolding i en taxa. Et job han havde efter at have læst multimediedesigner.

- Jeg kørte taxa i Odense om natten og med post om dagen, da jeg fandt ud af, at jeg gerne vil være designer. Det var det med at tegne noget og bruge hænderne, der drev mig. Så midt om natten sad jeg i taxaen og prøvede at tegne noget, der fik mig ind på Designskolen i Kolding, fortæller Christian.

På studiet troede han, at han skulle være bildesigner. Men blev i stedet idémager i Lego, hvor han opfandt flere legetøjstrends til børn.

Skabertrang med balkoninspiration

Når Christian designer, er det en mission, hvor det handler om at skabe noget, ingen har set før. Selvom tidspresset i tv-programmet skubber og trangen til familielivet hiver i ham, kaster han sig ud i nye projekter – simpelthen fordi han ikke kan lade være.

- Det er lidt som en kryds og tværs eller en sudoku. Man skal læse menneskerne og løse et behov og så skal man skabe, fortæller han.

For at fodre skabertrangen finder han inspiration til sine møbler et hav af mærkværdige steder. Inspirationen til sofamøblet i afsnit 1 kom fra en balkon i Odense, som Christian betragtede, da han gik en tur med barnevognen i byen.

- Jeg får ikke inspiration til en sofa ved at kigge på andre sofaer i et boligmagasin. Gør jeg det, så bliver jeg overstimuleret af tidens trends. I stedet handler det om at aktivisere det indirekte ved at gå i legetøjsbutikker eller går i et byggemarked. Man skal se en masse ting, lyder det fra Christian.

Hvad det er for nogle møbler Christian får designet, og hvorvidt han får skabt Danmarks næste klassiker kan du se i løbet af de næste tirsdage, hvor Danmarks Næste Klassiker bliver sendt på DR1. Om det at deltage i programmet og være designer afslutter han.

-For mig handler det design om mennesker. Før jeg var med i programmet, havde jeg en idé om, at jeg skulle passe min egen butik.  Men programmet har givet mig blod på tanden til at starte nye brands i samarbejde med andre. Og det behøver ikke kun at være noget med møbler. Det kan være mange ting.