På et ekstremt konkurrencepræget spilmarked trækker Eva Lyndgaard gæster til Casino Odense ved hjælp af medarbejdere med gennemslagskraft og systematisk netværksarbejde.

”Vi sælger spil om penge, men pakker det ind på en hyggelig og menneskelig måde. Vi blander for eksempel kortene i hånden, for det må gerne gå lidt langsomt hernede,” siger chefen for Casino Odense, Eva Lyndgaard.

”Når vi ansætter medarbejdere til rouletterne og pokerbordene, leder vi efter personer med personlighed og gennemslagskraft. Folk kommer for at blive underholdt, så vores dealere skal kunne nå ud til alle omkring bordet,” siger Eva Lyndgaard, som vurderer, der tager to år at uddanne en medarbejder til at kunne håndtere et roulettebord.

Roulette

Casino games
På Casino Odense er der 25 fastansatte medarbejdere og 15 er timelønnede, der står for rouletter, poker- og black jackborde, reception og bar. Foto: Unsplash/Macau Photo Agency.

”Vi hverken kan eller vil konkurrere med online-casinoerne på hurtighed. Vores styrke ligger i, at vores medarbejdere kan deres håndværk, og at man nede hos os møder andre mennesker,” siger Eva Lyndgaard, som også for længst har opgivet at konkurrere med de store online spil- og casinofirmaer, hvad angår markedsføring i tv og på nettet.

”Vi kommer alligevel aldrig til at kunne hamle op med Danske Spil. Derfor satser vi på vores særlige kendetegn og går all in på at dyrke vores netværk her i byen,” siger casinobossen, som er medlem af fem netværk i Odense.

”Jeg elsker at deltage i netværk. Jeg ved ikke noget bedre end at møde andre mennesker. Samtidig skaffer jeg kunder til casinoet,” siger Eva Lyndgaard, som altid giver noget af sig selv, når hun er til netværksmøde.

Eva Lyndgaard fra Casino Odense er medlem af FVB Sponsornetværk, Fønix Race Club og Elite Teaters erhvervsnetværk samt fast gæst i Odeon Business Bar og Business Bar Odense.

”For mig handler netværksarbejde om at bygge relationer, inden man prøver at sælge sine varer. Derfor skal man være indstillet på at fortælle noget om sig selv,” siger Eva Lyndgaard, som dog ikke nøjes med at smalltalke sig gennem et netværksmøde.

”Jeg lytter meget, men hvis et medlem fortæller, at de snart skal holde firmafest, holder jeg mig ikke tilbage for at foreslå, at de da kan komme ned på Casino Odense og starte festen,” siger Eva Lyndgaard, som har arbejdet på Casino Odense siden april 1991, da casinoet åbnede i kælderen under H.C. Andersen Hotel.

”Det er et meget godt eksempel på, hvad et godt netværk kan betyde. En veninde fra gymnasiet havde set i en avis, at de søgte medarbejdere til opstart af et casino i Odense. Jeg søgte, fik job i receptionen og har arbejdet her lige siden,” siger den 50-årige kvinde som kom direkte fra gymnasiet i fødebyen Fredericia.

”Jeg er totalt ufaglært og har arbejdet mig op. Måske fordi jeg aldrig har været bange for udfordringer. Hvis der er noget hernede, som ikke fungerer, så prøver vi bare på en anden måde,” siger Eva Lyndgaard, som har to sønner på 20 og 22 år med sin mand, som hun mødte på arbejde, da han arbejdede som natportier på hotellet oven på casinoet.

”Vi har boet i Odense siden. Vi synes, Odense er en fantastisk by, som er inde i en sund udvikling. Og for en netværker som mig er det en fordel, at byen ikke er større, for modsat mine kolleger på søstercasinoet i København så kender jeg de fleste mennesker i Odense,” siger hun.