32-årige Thorbjørn Radisch Bredkjær alias Bisse skriver sangene og musikken og spiller selv med, når Odense Teater til januar opfører Shakespeare-komedien Helligtrekongersaften.

Bisse plejer at sige nej, når han bliver spurgt, om han vil spille teater.

Men da Odense Teater både tilbød ham rollen som en irriterende nar og at skrive en god håndfuld sange om forviklinger og uforløst kærlighed, sagde han ja.

”Jeg står selv lidt uden for livet og skriver sange, der handler om ulykkelig kærlighed. Samtidig kan jeg godt lide at hvirvle op i støvet og få folk til at mærke sig selv på en ny måde. Derfor er jeg glad for at få muligheden for både at være troubadour og en forstandig nar,” siger Thorbjørn Radisch Bredkjær.

Helligtrekongersaften er Shakespeares bud på en kærlighedskomedie med mange intriger og forviklinger. Foto: Odense Teater/Emilia Therese.

Han afsluttede en bachelor i sangskrivning på Rytmisk Musikkonservatorium i 2014 og har siden lavet 10 albums under navnet Bisse. På Odense Teater skal han spille narren Feste, der i den sørgmuntre kærlighedskomedie Helligtrekongersaften både repræsenterer galskaben og melankolien.

”Feste er det eneste menneske i stykket, som ikke bliver følelsesmæssigt involveret, og det kan jeg godt identificere mig med. Jeg er selv inde i en periode, hvor jeg står lidt ved siden af det hele og kommenterer livet inde på banen,” siger Thorbjørn Radisch Bredkjær, som er glad for, at han er hyret som nar og ikke som komiker.

”Jeg pjatter ikke. Jeg vil gerne have folk til at grine, men de skal også græde og reflektere over deres liv,” siger Bisse, som håber, han kommer til at overraske med sine sange og i sit skuespil.

32-årige Thorbjørn Radisch Bredkjær kunne ikke sige nej til tilbuddet fra Odense Teater om både at skrive og opføre ny musik og samtidig spille en nar.

”Jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg lever op til folks forestillinger eller ej. Faktisk vil jeg gerne lege med folks forventninger. Jeg synes, det er smukt at skabe forvirring, og jeg er slet ikke bekymret for, om folk vil tage mig seriøst eller ej,” siger Bisse.

”Så længe folk bliver inspireret til at udforske deres egne grænser, er jeg glad. Vi skal huske at sanse verden, mens vi lever. Ikke fordi, vi bliver klogere, men fordi vi bliver rigere på verden,” siger Thorbjørn Radisch Bredkjær, som gerne vil beskæftige sig med døden i sine tekster og i sin optræden.

”Jeg synes, det er smukt, at vi har en skæringsdato, og jeg er lidt ked af, at vi gerne glemmer døden, mens vi er midt i livet. Døden er jo på sin vis livets store mysterium, så vi burde egentligt dyrke den og ære den," siger han.

Thorbjørn Radisch Bredkjær alias Bisse beskriver og kommenterer livet fra forskellige vinkler hele tiden med sin musik, sine tekster og sin liveoptræden. Efterårets turne var en række halballer, hvor der blev spillet country. Foto: PR/Bisse.

"Men måske er det med livet, som det er med solen – kun ved solopgang og solnedgang kan vi betragte den. Jeg ville ønske vi kunne se livet i øjnene nu og her,” siger Bisse, som næsten dagligt frem mod premieren 31. januar 2020 tager toget fra København til Odense for at gå til prøver på Odense Teater.

”Mødet med de uddannede skuespillere har været lidt angstprovokerende. De kan noget, som jeg ikke kan. De kan tage nogle masker på og spille nogle roller, og det kan jeg ikke. Jeg har intensiteten og lidenskaben med fra musikken, men jeg har svært ved at spille andre roller,” siger den garvede livemusiker.

”Faktisk dyrker jeg maskefaldet. Når du står på scenen som musiker, handler det om at være lydhør overfor øjeblikket og se, hvad der sker, uden at have en maske på. Men som skuespiller, og måske også nar, bliver man nødt til at holde masken en gang imellem. Så det øver jeg mig på!” siger Thorbjørn Radisch Bredkjær.

Det er direktør på Odense Teater, Jens August Wille, der sætter i scene og som i foråret ringede til Thorbjørn Radisch alias Bisse for at spørge,  om han ville medvirke. Bisse skriver musikken sammen med Adi Zukanovic, som han også spiller med i sit orkester.