Unge iværksættere fra SDU tager med en kropslig tilgang kampen op mod stress ved at lære unge åndedrætsøvelser og tage dem med i skoven uden mobiltelefoner og afbrydelser.

I skovens dybe, stille ro ligger måske et nyttigt redskab til at bekæmpe stress.

”Når du bevæger dig ud i en skov uden din mobiltelefon i lommen eller musik i ørerne, er du bare et step nærmere at være i nuet. Du sanser naturen og glemmer din stress,” siger den 25-årige idrætsstuderende Benedikte Stigkær Bendtsen, som sammen med fysioterapeuten Signe Valentin Kej har startet virksomheden Sundhedskursen.

”Hvor andre fagfolk som psykologer og terapeuter fokuserer på, hvordan man håndterer stress psykologisk, har vi en kropslig og forebyggende tilgang til stress,” siger Benedikte Stigkær Bendtsen, som skrev bacheloropgave om mental sundhed blandt gymnasielever.

Benedikte Stigkær Bendtsen kalder det 'skræmmende' og 'katastrofalt', at god 40 procent af de 16-24 kvinder jævnligt oplever et højt stressniveau. Hun håber, at Sundhedskursen bliver involveret, når Odense først i det nye år skal til at udvikle en studielivspolitik.

Undervejs mødte hun 31-årige Signe Valentin Kej, som på sin uddannelse havde lavet speciale om nakke- og skuldersmerter, som ofte er stressrelaterede.

”Vi kunne se i den Nationale Sundhedsprofil, at godt 40 procent af alle kvinder mellem 16 og 24 år jævnligt oplever et højt stressniveau, mens lidt over 23 procent af mændene har samme oplevelse,” siger Benedikte Stigkær Bendtsen.

”Det er katastrofalt, at så mange i så relativ en lav alder oplever så højt et stressniveau. Det er vi nødt til at gøre noget ved ikke mindst i et forebyggende perspektiv,” siger iværksætteren fra Sundhedskursen, som i begyndelsen havde fokus på gymnasieelever, men som har udvidet målgruppen til at gælde hele aldersklassen 16 til 24 år.

Benedikte Stigkær Bendtsen (til venstre ) og Signe Valentin Kej har blandt andet kørt et projekt på Odense Katedralskole, hvor de lærte elever at mentaltræne sig til bedre trivsel. Foto: PR/Sundhedskursen.

”Men vi er stadig optaget af at hjælpe især unge og stræbsomme piger og kvinder, som kan have en tendens til isolere sig og dermed gøre sig mere udsatte for mistrivsel og stress,” siger Benedikte Stigkær Bendtsen.

Hun peger på, at den unge mandlige studerende, som hellere vil på Boogies end sidde i et sommerhus og læse pensum op, kan have lettere ved at undgå stress.

”De ensomme 12-tals-piger kan helt sikkert lære noget af de unge mænd, som søger fællesskaberne og festerne, fordi selskab og adspredelse er rigtigt sundt i forhold til at forebygge stress. Omvendt kan drengene lære noget om struktur af de stræbsomme piger,” siger Benedikte Stigkær Bendtsen, som ikke helt præcist kan forklare, hvad det er, naturen kan.

”Det er lidt som at se på ild eller vand, som man kan gøre i evigheder. Farverne i skoven, der skifter efter årstiderne, de bløde former, dyrene og fuglenes lyde og det organiske liv stimulerer os bare på en anden måde end livet i byen eller på et universitet gør. Og når du sanser naturen, glemmer du din stress. Ofte taler man om at håndtere stress, men i naturen glemmer du den helt,” siger Benedikte Stigkær Bendtsen og peger på, at man sagtens kan få sindet til at glemme, man har stress.

”Vores tilbud har intet med religiøsitet eller spiritualitet at gøre, men drejer sig udelukkende om, at vi blandt andet med gruppeaktiviteter i naturen kan bringe kroppen i så meget ro, at hjernen begynder at slappe af,” siger hun.

Sundhedskursen tilbyder mentaltræning, åndedrætsøvelser, yoga og aktiviteter i skoven.