Kunstneren med det anonyme navn No Title står bag flere store vægmalerier i Danmark og udlandet. Han foretrækker at optræde under et kunstnernavn, så beskueren ikke behøver at forholde sig til ham som person, men kan koncentrere sig om at opleve billedet.

”Der er et stort fokus på personer i næsten alle sammenhænge, men det siger mig ikke noget at være i spotlightet, og jeg har ikke behov for at være kendt personligt,” siger kunstneren, som står bag kunstværkerne Byens Træ i Christiansgade og Byfisk i Eventyrhaven.

Byens Træ i Christiansgade. Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach.

Bag navnet er den 45-årige Thomas Petersen. Når han signerer sine værker No Title, er det ikke for at være krukket, men for at sætte beskueren fri.

”Hvis min person er i forgrunden, risikerer man at have en forudindtaget holdning til mine værker. Så vil jeg hellere optræde anonymt, og lade værket tale for sig selv,” siger han.

”Det kan sikkert godt virke irriterende på nogen, at jeg underskriver mig No Title og ikke viser mit ansigt. Det kræver jo mere energi af beskueren at afkode værket. Man kan sammenligne det med værker uden titel, hvor man som beskuer bliver tvunget til at bruge energi på at forstå det. Tvivlen er en god motor for tankevirksomheden,” siger han.

Han er uddannet cand. mag. i Æstetik og Kultur, men arbejder i dag professionelt med at lave små og store vægmalerier oftest i det offentlige rum. Hans seneste værk er Byens Træ på gavlen af Christiansgade 20, som han blev færdig med tidligere på måneden.

Swan Pro Motion producerede i august 2018 en video med musik af Lullatone, som viser projektet Byfisk.

”Jeg er begejstret for at male i Odense, fordi byen ligger så tæt på naturen. Hele området omkring Odense Å er fantastisk. Det er by, å og park på samme tid, og området spiller supergodt sammen med mine malerier,” siger kunstneren, som bor ud til markerne på Midtsjælland, men ikke vil kalde sig for et friluftsmenneske.

”Men jeg tager altid udgangspunkt i naturen og kroppen, som jeg blander med min fascination for systemer og digitale mønstre. Men jeg laver ikke decideret systemkunst. Udgangspunktet er altid naturen og det organiske,” siger Thomas Petersen.

No Titles udsmykning af byggeplads i Odense. Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach.

”Nogle gange bliver jeg bedt om at løse en opgave. Andre gange får jeg selv øje på et godt lærred i form af en gavl eller grå betonvæg. Så må jeg selv i gang med at søge tilladelser og fundraise,” siger kunstneren, som altid er på udkig efter nye steder, han kan male.

”Jeg gør ikke det her for pengenes skyld, men fordi jeg håber, mine værker kan berige andre menneskers liv, når de ser dem. Når jeg ser en trist, grå betonvæg, tænker jeg, at det jo bare er et offentlig lærred, man kan male på,” siger Thomas Petersen alias No Title.

Du kan se flere af No Titles værker ved at klikke her.