Med kun en 10. klasse-eksamen i bagagen har 28-årige Amin Safari fra Sanderum gjort musik og events til sin levevej. I dag er han manager for VKATION, talentspejder for pladeselskabet Labelmade og netop flyttet til København.

”Jeg elsker Odense. Men der er ikke mere for mig at gøre her i byen,” siger 28-årige Amin Safari, som siden april har boet i København.

Til august er det 10 år siden, han lavede sin første, store fest i Odense, som fandt sted i et nedlagt pakhus på Odense Havn.

Udover at arrangere og gennemføre fester og events arbejder Amin Safari som DJ. Foto: PR/CHICHI/Musstafa Markabi

”Vi havde et budget på 0 kroner, og der kom 700 mennesker til piratfesten. Siden har jeg bare elsket at arrangere fester og events. Det giver mig et adrenalinsus at se folk gå helt amok og have det pissefedt,” siger Amin Safari, som for alvor blev kendt, da han var med til at etablere natklubben Voyeur i Lille Gråbrødrestræde, hvor der var kikhuller ind til toiletterne og en restriktiv gæstepolitik.

Han er dog stadig jævnligt i Odense for at arbejde som DJ, og han var for nylig på Tinderbox, hvor han for en dag var tourmanager for den dansk-libanesiske DJ Anna Lunoe, som ellers bor i L.A.

I år var Amin Safari på Tinderbox som tourmanager for Anna Lunoe, som spillede på Magicbox.

Netop hans stærkere og stærkere tilknytning til musikbranchen er også årsagen til, at han har forladt sin barndomsby.

”Der er desværre ingen musikbranche her i byen - sådan rigtigt. Der er spillesteder og øvelokaler, men ingen større pladeselskaber eller bookingfirmaer,” siger Amin Safari.

Han er talentspejder for Labelmade, der har Outlandish og Medina i stalden, og har arbejdet for Sony og Universal. Derudover er han manager for duoen VKATION, der blev kendte gennem X Factor i 2017, og for soloartisten 23HUNDRED - samt eventchef på fem københavnske barer, der har samme ejere.

Amin Safari er født i Iran, men vokset op i Sanderum.

”Jeg håber, Odense er ved at få størrelsen til at tage næste skridt og få en musikbranche som i København og Aarhus. Men jeg måtte bare erkende, at det meste af mit arbejde foregik i København,” siger Amin Safari.

Han håber, der nu er andre ildsjæle i Odense, som vil tage over og skabe fest og ballade i Odense, sådan som han begyndte at gøre for 10 år siden.

”Dengang i 2009 trængte Odense til et los i røven,” siger Amin Safari, som er født i Iran og opvokset i Sanderum.

Amin Safari kalder sig selv en 'pleaser', der elsker at se sine gæster have det godt.

Han har ingen traditionel uddannelse, men begyndte i folkeskolen at fotografere, hvilket fik ham ind i blogmiljøet, inden fester, events og klubmiljøet tog over.

”Jeg elsker enhver form for fest. For mig er en fest et frirum og en flugt fra hverdagen og de problemer, man måske går og slås med,” siger Amin Safari, som finder ny energi i festen.

”Hvis man for eksempel har kærestesorger, vil jeg til enhver tid anbefale, at man går ud og møder andre mennesker og hører noget musik. Selvfølgelig forsvinder problemerne ikke af, at man fester. Men det kan have en næsten terapeutisk virkning at tage en pause og få fjernet fokus fra et problem. På den måde kan man komme tilbage og have lettere ved at finde en løsning,” siger Amin Safari.