Af Niklas Bøgh Bonnemose

180 gram med en flade på 30 gange 30 centimeter dinglende fra styret i en plasticpose besværliggør i høj grad cykelture i modvind. Alligevel gør netop den slags poser altid mine ben og tanker meget lettere undervejs. Musik er nemlig bare bedre, når det kommer fra en roterende tallerken med blank vinyl.

Jeg ved det godt. Spotify er nemmere, billigere og har større udvalg, og så er det bedre egnet til cykelturen. Det her handler bare ikke om bekvemmelighed, det handler om følelser. Det er følelsen af at lade en spritny plade glide roligt ud af et stort lækkert gatefold-cover for så at høre det lille plunk, når pickuppen rammer skiven.

Spinnin’ Record
Foto: Jacok Hamilton/Unsplash

Det er den følelse, der får nogle af os til at placere lidt for store mængder af den disponible indkomst i nye plader, og det er den følelse, der skaber omsætning nok til, at Odense kan have ikke bare én men to af landets absolut fedeste pladebutikker i legendariske Moby Disc og samlingsstedet i Overgade – Recordpusher.

Det handler også om noget mere, og her må du som læser gerne lade violinerne smægte mentalt i baggrunden, mens vi skruer op for patos. Det handler om fællesskab.

Da jeg for nylig impulskøbte fem koncertbilletter til en Southside Johnny-koncert i New Jersey, boblede fortællelysten stærkt i kroppen, men hos både venner, familie og kolleger oplevede den kortfattede lettere skuffende reaktionen: ”Hvem?”

For at opnå den ønskede anerkendelse af mit store held og min gode smag greb jeg derfor Messenger og skrev direkte til min pusher – min Recordpusher. Som barens stamkunde søger forståelse hos sin bartender, så ved jeg, at Recordpushers ejer, Bo, altid er leveringsdygtig i entusiasmen, når også de mere nørdede sider af livet som rockfan skal vendes.

www.patrickpilz.com
Foto: Valentino Funghi/Unsplash

De senere år har jeg købt de fleste af mine plader hos Bo. I de smalle lokaler kan du både købe vinyl, vin og øl, og for mange af Odenses musikaficionados er stedet blevet det helt naturlige sted for en fredagsøl eller en kop kaffe lørdag formiddag.

Et besøg hos pusheren handler ikke bare om at kunne gå hjem med et lækkert rødt tryk af Bruce Springsteens Greatest Hits, selvom den glæde i sig selv er yderst gavnlig for endorfinniveauet.

Nej, et besøg hos din yndlingspladebutik er et skridt ind i et rum, hvor alle kender dit navn, og hvor øjnene ikke automatisk bliver tomme, når du har lyst til at tale om Rick Rubins meritter som producer eller om Southside Johnnys fremragende plader fra slutningen af halvfjerdserne.

Lørdag fejres pladebutikkerne ved den årlige Record Store Day, så hvis du stadig har oplevelsen til gode, så kig forbi en af Odenses pladebutikker. Og har du brug for et godt tip til at få indkøbene med hjem på cyklen, så kan du bare spørge mig. Jeg har tredive års erfaring i disciplinen, og jeg er nok i butikken alligevel.

Niklas Bøgh Bonnemose er journalist. Han arbejder som pressekonsulent hos Energinet og bor i Odense med sin familie.