Af Rikke Dal Støttrup

Som naboer til havnen har vi nysgerrigt fulgt med i udviklingen helt fra den allerførste Byomdannelsesplan fra 2003. Men efterhånden, som visionen er blevet til virkelighed, er den dårlige samvittighed taget til: For hvorfor er det lige, vi ikke benytter os mere af havnen? Især på følgende fire punkter ville jeg ønske, at vi var bedre til at bruge dén bydel, der burde være en naturlig del af vores færden.

1. Havnebadet
Lige siden, havnebadet åbnede i 2016, har det seriøst været min mening at bruge det som den swimmingpool, vi ikke selv har. Har undervejs endda indgået et vinderbadnings-væddemål. Som jeg tabte. Så min plan med at indføre jævnlige morgen- eller aftendyp går dårligt. Det passer aldrig lige…Hvis det ikke er for koldt, er der nok for proppet. Og hvad hvis man møder nogen, man kender? Havnen føles som en del af bymiljøet, og jeg frygter, at øjeblikket, hvor man pludselig står halvnøgen over for sin nabo/kollega/ungdomskæreste, må føles lige så akavet, som hvis det fandt sted inde midt i gågaden. Men nu siger jeg det højt: 2019 bliver året, hvor jeg skyller alle de dårlige undskyldninger ud og benytter havnebadet til andet end baggrund til selfies.

2. Søndags-loppemarkedet
Loppemarkedet hver søndag er alt det, det SKAL være: Genbrugsguld og gammelt bras i én stor rodebunke. Har da også enkelte gange forsøgt med en gennemgribende opsamlingsrunde i garderobe og kælder med kurs mod krejlerhimlen. Dagen begynder altid forventningsfuldt, mens man står og forestiller sig alt det nye, man skal købe for alle de penge, man skal tjene. Men det ér sandt, hvad de siger: ”Fynboer vil jo ikke betale en skid for nogetsomhelst", og så ender man med at stå og lange 10 kroners designerfund over disken, mens man regner på, om timelønnen overhovedet kan holde sig tocifret. Men jeg elsker at lægge løbeturen forbi og mærke, at havnepladsen summer af liv sådan en søndag eftermiddag og lige få pusten ned - mellem syltekrukker og gammelt porcelæn. Og er da også blevet set luntende hjemad med en avisholder i bambus under armen.

Some vintage tins I found on the flea market.
Foto: Roman/Unsplash

3. Gåture til havnen
Som åløkkeboer ligger havnen i perfekt afstand til en gåtur, men familien har altid været svær at lokke med. For hvad går vi efter, hvis der ikke er et ishus i den anden ende af turen?! Skovsøen har altid været berømt for sit ishus, selv om det er middelmådigt, og selv om selve søen er en kunstig og ucharmerende installation. Det er som, at selv masseproduceret industri-is får en helt særlig fin status, hvis den serveres ved siden af rislende vand.  Vi har i mange år drømt om en filial af Il Gusto på Englandskaj som fikspunkt at gå efter. Nu er vores drømme næsten gået i opfyldelse: Der er åbnet et pittoresk Hansens Ishus lige midt på havnen. Det kommer til at ændre vores tilknytning til havnen markant, er min forudsigelse.

4. Havnefestivalen
Årets overskrift for havnekulturfestivalen er ”Nysgerrig”, og det er jeg. Vi plejer altid at kigge forbi og snuse til stemningen. Drive lidt rundt og se om noget fænger an. Sidste år blev vi grebet af en intens dance-off mellem nogle af byens mange dygtige dansere. Selv om organiseringen omkring det var noget løs i koderne, var talentet alligevel magnetisk nok til, vi blev hængende. Andre år er vi hurtigt gledet videre – lidt som med HCA Festivals kan det være svært rigtigt at føle sig inviteret og finde ud af at navigere, så man ved, at man er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men fordi vi elsker TANKEN om Havnekulturfestivalen, så kommer vi helt sikkert til at kigge forbi igen i år. Om ikke andet kan vi da altid spise en is.

Rikke Dal Støttrup er 46 år og redaktionschef på Alt For Damerne. Hun bor i Åløkke-kvarteret med sin mand og to teenage-døtre. Hun har pendlet til København siden 2014. Foto: Les Kaner.